top of page

Trump taler til sine vælgere i Lancaster under præsidentvalget 2024. Fra min reportagetur til Pennsylvania for Avisen Danmark.​

​

"Er der overhovedet tid til et studiejob?"

Spurgte jeg mig selv, da jeg indså, at Journalisthøjskolen stod på mange timers undervisning hver dag. Det korte svar er; ja, hvis man vil det nok. Jeg sendte ansøgninger til mediehuse i øst og vest og fik mig i mellemtiden et job i Sportmaster. Kort efter ringede Avisen Danmark. Jeg vurderede, at der var plads nok i skemaet til begge dele og begyndte derfor at dobbeltjobbe. Da Radio IIII gav lyd, kunne jeg ikke nænne at sige farvel til nogle af mine kollegaer, så jeg fik bare nogle flere i stedet.

​

Det var hele tiden præmissen, at arbejdet ikke måtte gå ud over skolen. Jeg har derfor været tilstede til samtlige undervisningstimer og i mellemtiden vedligeholdt et gennemsnit på lige knap ti.

Daværende chefredaktør, Daniel Bach Nielsen, ringede endelig tilbage mig, efter jeg havde sendt ham tre sms'er og efterladt to voicemails på baggrund af en mail han havde sendt. Selvom jeg havde følt mig irriterende og påtrængende, roste han mig for min vedholdenhed og pointerede, at det bl.a. er den slags, der kendetegner en dygtig journalist.

​

Straks efter fik jeg jobbet som studentermedhjælper. Arbejdet kunne jeg lave fra min lejlighed, men i det halvandet år jeg har været ansat, har jeg bestræbt mig på at dukke op på redaktionen i Horsens for at se mine kolleger i øjnene og få miljøet ind under huden.

​

Mine opgaver består primært i at formatere artikler fra partnermedier som Videnskab.dk og Verdens Bedste Nyheder, hvor jeg udvælger billeder, skriver billedtekster, læser korrektur og fremhæver citater. Indtil for nylig havde avisen en Christiansborgpodcast, som jeg ligeledes klippede, skrev programtekst til og udgav, og så har jeg stået for udkastet til det kommende folketingsvalgs kandidattest.

​

I oktober sidste år valgte jeg at flyve en uge til Pennsylvania for at følge præsidentvalget tæt i et land, der altid har fyldt meget i mit hjerte. Inden jeg rejste, spurgte jeg Daniels afløser, daværende konstitueret chefredaktør, Jakob Krogh Nørgaard, om Avisen Danmark var interesseret i en reportage fra svingstaten over dem alle. Det var Jakob heldigvis, og i den efterfølgende uge kørte jeg Pennsylvania tynd. Jeg talte med høj og lav, blå og rød og stod i mange timers kø for at komme ind til både JD Vance og Donald Trump vælgermøder. Resultatet kan du læse her.

​

Siden da er det blevet til to ekstra artikler bragt i avisen, som udsprang af mit og Dennis Reenbergs problemudredende projekt som en del af undervisningen på Journalisthøjskolen.

IMG_2601_edited.jpg
95ac72ff-dd04-418a-861c-2f132b8081ef_edited.png

Efter i første omgang at have fået en afvisning, rakte jeg igen ud til Radio IIII i august sidste år. I mellemtiden havde de fået et nyt program på sendefladen. A-Z var et nyt koncept, der i al sin enkelthed går ud på, at generation Z læser Salmonsens Konversationsleksikon igennem fra start til slut. Leksikonet er udgivet i begyndelsen af det forrige århundrede og er derfor i et helt andet sprog end det dansk, vi taler i dag. Her sad jeg i fire timer ad gangen og højtlæste mig igennem snørklede sætningskonstruktioner, latinske betegnelser og franske titler. 

 

Selvom det langt hen ad vejen var slavearbejde til en beskeden hyre, gav det mig en masse kompetencer, som jeg tager med videre. Programmet er tiltænkt at fylde de sene nattetimer ud med billigt båndet radio for til gengæld at kunne bruge mediestøtten bedst muligt i dagtimerne. Men i stedet for bare at læse min andel og hæve min løn, valgte jeg at bruge de ensomme timer til at udvikle mig.​

 

Jeg eksperimenterede bl.a. med tempi, intonation og værtsrollen. Jeg havde i min tid på radioen en enkelt workshop med en af stationens radioværter, men ellers var det ren learning-by-doing, og jeg fandt min stemme og min stil igennem over 100 timers læsning til relativ begejstring for de få, men engagerede og søvnbesværede lyttere.

Kommentarer2.JPG
Screenshot 2025-10-12 at 15.56.53.png
komnpliment.JPG
bottom of page